Elias Njovu

Komponist, lyriker, sanger og producer. Multitalentet Elias Njovu har titler nok, og med musikken løbende i alle lag af sin krop, pumper hjertet i takt med stortrommen på de organiske produktioner. Med sin rå vokal og flair for melodier drager han lytterne ind et sted, hvor de ligefremme tekster skaber et flydende univers af store drømme og strøtanker. Elias Njovu tager lytteren ind med åbne arme, hvor han skaber et rum til ærlig følsomhed og relaterbar sårbarhed. Resultatet er et unikt kosmos, en sonisk hybrid af indiepop og R’n’B, der samtidig trækker på hiphoppens 808-programmeringer og den elektroniske musiks sfærisk svævende produktioner. Elias Njovu formår med sit indlysende talent at omsætte sine visioner til virkelighed, og det giver ham en enorm kunstnerisk edge på den danske musikscene, som først bliver klar over, hvad de har manglet, når hans stemningsfulde musik rammer dem lige i hjertet, så hårene rejser sig.